Det svære ved at spørge

Mange gravide husker ikke, at der er blevet spurgt til deres alkoholvaner af de fagpersoner, de har mødt i graviditeten.

Andre fortæller, at de er blevet spurgt: ”Drikker du alkohol?” Hvorpå de svarede ”Nej”, og så har fagpersonen skyndt sig videre. Nogle af de grunde vi hører fagpersoner nævne, er:

• Jeg ville spørge, hvis jeg havde en mistanke, men det har jeg aldrig haft.

• Jeg tror klart, at der er gravide, som drikker for meget alkohol, men det er ikke dem, jeg møder.

• Dem, jeg møder, har et meget kontrolleret liv. Dem, der drikker, finder du i andre områder af byen. Ikke hér.

• Jeg møder sjældent gravide i mit arbejde, og når jeg gør, så er det næppe sandsynligt, at hun skulle drikke for meget.

• Der er mange komplekse og synlige problemstillinger i min travle arbejdshverdag, og derfor har jeg ikke tid til at prioritere noget, der er usynligt.

• De gravide, jeg møder, har et langt større forbrug af andre rusmidler som fx heroin, amfetamin eller hash, og så glemmer jeg nok let at tænke på alkohol. De andre rusmidler virker mere bekymrende.

• Sundhedsstyrelsens anbefaling om alkohol til de gravide er overdreven og lugter for meget af forbuds-Sverige.

• Jeg synes, det er svært at spørge ind til andres brug af alkohol. Det er tabubelagt, og det tilhører privatsfæren.

• Hvad hvis hun bliver vred, fordi hun føler sig mistænkeliggjort og stødt over spørgsmålet?

• Kan jeg tillade mig at spørge, når nu jeg selv drikker alkohol?

• Jeg synes, at det er svært at spørge til. Jeg holdt mig heller ikke selv helt fra alkohol, da jeg var gravid.