Spring til indhold

Til fagpersoner

Det er vigtigt, at du som fagperson spørger til gravide kvinders alkoholvaner.

Nogle gravide har brug for hjælp til at ændre alkoholvaner.

Den mulighed åbner du op for, når du spørger ind til de faktiske forhold omkring hendes alkoholvaner. Det kan være, hun blot har brug for information eller rådgivning, eller måske har hun brug for et egentligt behandlingstilbud.

 

 Måske har du urealistiske forventninger til dig selv om, hvad der skal komme ud af at spørge til hendes alkoholvaner. En kvinde som har brug for hjælp til at ændre sine drikkevaner under graviditeten, ændrer ikke nødvendigvis adfærd, blot fordi du har talt med hende om alkohol én gang. Helt sikkert er det dog, at du er med til at så et frø.


 Undgå løftede pegefingre og undgå at stille et enkelt lukket spørgsmål som ”Drikker du alkohol?”. Det besvares alt for let af den gravide med et ”Nej” og inviterer ikke til en uddybning af hendes alkoholvaner.

 Når du spørger til en gravid kvindes alkoholvaner, er det langt bedre at være undersøgende og prøve på interesseret at forstå, hvordan hun ser på alkohol i graviditeten. Derfor er det bedre at stille åbne udforskende spørgsmål.

 

Du kan for eksempel spørge til den gravides alkoholvaner sådan her:

  • Vil det være okay med dig, at vi taler lidt om alkohol og graviditet?
  • Hvordan ser dine alkoholvaner ud, nu du er gravid?
  • Hvordan kunne du tænke dig, det skal se ud nu, hvor du er gravid?
  • Hvad ved du om, hvordan alkohol påvirker dit ufødte barn?
  • Er det okay, at jeg fortæller dig lidt om det?