Spring til indhold
Luk

Forskning


Nationalt og internationalt
Alkoholbehandlingen er landskendt for sin forskning, som foregår i samarbejde med Enheden for Klinisk Alkoholforskning på Syddansk Universitet. Her er i tidernes løb gennemført flere undersøgelser, som er publiceret både nationalt og internationalt.

Afsluttede og publicerede undersøgelser
De afsluttede undersøgelser omfatter blandt andet en randomiseret undersøgelse af matchningsstrategier (tilpasning af behandling til den enkelte patient), en undersøgelse af patientens egen oplevelse af behandlingsbehov, en randomiseret undersøgelse af Minnesota-dagbehandling kontra den offentlige, ambulante behandling samt flere deskriptive undersøgelser af alkoholmisbrugere i behandling.

Aktuelt i gang
Netop nu analyseres resultaterne af en undersøgelse af effekten af at tilbyde patienterne at deres behandling kan foregå helt eller delvist via videokonference, som foregik i Alkoholbehandlingen. Alkoholbehandlingen har desuden deltaget i en randomiseret undersøgelse af nytteværdien af en udgående, opsøgende funktion i forhold til patient, der er indlagt til afrusning på psykiatrisk afdeling. Formålet med den udgående, opsøgende indsats var at motivere patienten til at fortsætte i ambulant behandling for alkoholmisbrug efter afrusningen. Også disse resultater er aktuelt ved at blive analyseret. Alkoholbehandlingen er i øjeblikket med i en tilsvarende undersøgelse af nytteværdien af en udgående, opsøgende funktion på somatisk hospital, en undersøgelse af effekten af at supplere alkoholbehandling med fysisk aktivitet, en undersøgelse af effekten af Cue Exposure som af efterbehandling (i gruppe eller via en applikation p mobil telefon), samt en randomiseret undersøgelse af kort, manualbaseret behandling tilpasset +60-årige alkoholafhængige. Alle de aktuelle forskningsprojekter er en del af RESCueH forskningsprogrammet i Enheden for Klinisk Alkoholforskning, Syddansk Universitet. 



Kreativ skrivning, Skriveværkstedet

I foråret 2016 besluttede forskere fra Enheden for Klinisk Alkoholforskning, SDU, og Institut for Kulturvidenskaber, SDU, i samarbejde med Alkoholbehandlingen i Odense at afprøve undervisning i kreativ skrivning for en gruppe patienter i behandling for alkoholafhængighed.  

Kreativ skrivning hører til gruppen af indsatser, hvor man anvender kunst i terapien eller træner patienten i at udtrykke sig ved hjælp af alternative udtryksformer, fx gennem at male, se på kunst, lytte til musik, danse, læse litteratur og lave drama.
I udlandet, hvor man har erfaring med at anvende forskellige former for kreative terapier i alkoholbehandling, er ekspressiv skrivning den mest anvendte. Det er en behandlingsform, hvor man introducerer patienten for skrivning som et redskab til at udtrykke sine følelser (Aletraris m.fl.  2014).
Anvendelse af  skriveøvelser i behandlingen kan dog også have et udelukkende kreativt formål. I kreativ skrivning fokuserer man ikke på traumer i patientens liv eller på patientens sygdom, men gennem skrivning og øvelser udvikler patienten sine skriveevner og prøver generelt at se verden på en ny måde (Malchiodi 2012).
Når man anvender kreativ skrivning, er det derfor primært som supplement til den traditionelle behandling, hvilket står i modsætning til den ekspressive terapi, der fungerer som en terapiform i sig selv.

Enheden for Klinisk Alkoholforskning, SDU, og Institut for Kulturvidenskaber, SDU og Alkoholbehandlingen har ikke kendskab til tidligere forsøg med undervisning i kreativ skrivning som et supplement til alkoholbehandling i Danmark. Derfor ønskede vi at afprøve kreativ skrivning i denne sammenhæng, da vi var nysgerrige efter at se, om det kunne bidrage med noget nyt og meningsfyldt for de alkoholafhængige patienter.
Formålet med  skriveværkstedet var at afprøve, hvad kreativ skrivning kunne bidrage med til alkoholafhængige patienter. Vi havde på forhånd en hypotese om, at skrivningen blandt andet kunne bidrage til at give deltagerne en ny måde at udtrykke sig på, skrive deres historie om, bryde vaner, udfordre sig selv, træne kognitive evner og give selvtillid. Skriveværkstedet bestod af seks workshops af to timers varighed. Undervisningen blev forestået af de skønlitterære forfattere Trisse Gejl og Julie Sten-Knudsen.  Der vil blive afholdt flere Skriveværksteder i 2018.

Læs mere i: Anders Juhl Rasmussen (red): Læse, skrive og hele. En introduktion til narrativ medicin. University of Southern Denmark Studies. Syddansk Universitetsforlag, 2017. ISBN 978‑87‑408‑3102‑3

s artikel om skriveværkstedet her