Spring til indhold
Luk

Når du henvender dig første gang


Åben rådgivning og akutte henvendelser
I vores akutte åbningstider kan du henvende dig og få information og rådgivning om behandlingsmuligheder. De akutte åbningstider er også for dig, der har akut behov for behandling af abstinenser og hjælp til at stoppe med at drikke her-og-nu. 

Du kan henvende dig direkte i Alkoholbehandlingen - du behøver ikke at have en tid i den akutte åbningstid:

Alkoholbehandlingen i Odense: Mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 8.30-10.00. Øvrige henvendelser efter aftale.

Alkoholbehandlingen i Svendborg: Tirsdag og torsdag kl. 9.00-10.00. Øvrige henvendelser efter aftale.


Du kan også ringe ind til os i vores telefontid og få råd og vejledning og evt. aftale en tid til at komme ind og snakke med en af vores behandlere. Se telefontider her

Når du henvender dig
Når du kommer ind i huset, henvender du dig først ved skranken til sekretæren, som vil bede om bl.a. dit navn og adresse, men du kan også være anonym. Derefter kan du tage plads i venteværelset, og en af behandlerne vil komme og hente dig.

Akut behandling af abstinenser
Når du henvender dig for akut behandling af abstinenser, tager behandleren en snak med dig, om hvordan du har det og måler dit blodtryk, din puls og din promille. I vil sammen finde ud af, hvad der videre skal ske med hensyn til evt. abstinensmedicin, opstart af Antabusbehandling og det videre behandlingsforløb.

Åben rådgivning
Den åbne rådgivning er din mulighed for en samtale om dine alkoholvaner. Måske er du bekymret for den måde, du bruger alkohol på. Det kan også være, at andre - familie, venner, kolleger - har sagt, at de er bekymrede for dig. Du kan bruge den åbne rådgivning til at drøfte dine overvejelser og give dine alkoholvaner et serviceeftersyn.

Husk sygesikringsbevis
Husk dit sygesikringsbevis, når du henvender dig i Alkoholbehandlingen første gang. Hvis du gerne vil være anonym, holder du bare  fingrene over navn og cpr-nummer - vi har kun brug for at se, hvilken kommune du kommer fra.

Hvis du som led i behandlingen skal have medicin, kan du ikke længere være anonym. Det samme gælder, hvis der skal etableres samarbejde med fx egen læge, sagsbehandler eller andre.